Årets Dilettant 2019

”Vimmersvej”. 2019

Hold da op for en oplevelse!

Efter at have været tilskuer til Gundsømagle Dilettant Forenings forestillinger igennem nogle år, besluttede jeg mig for selv at blive aktivt medlem.

Jeg mødte op på generalforsamlingen i 2018, og så skal jeg da lige love for, at tingene begyndte at udvikle sig.

Egentlig ville jeg bare hjælpe til med lidt kulisser og så videre, men inden jeg havde set mig om, havde jeg også fået en rolle. Ikke nogen stor rolle, men alligevel.

Det jeg ikke vidste var, at rollen indebar, at jeg også skulle synge, både solo og i kor. Det var chokerende og særdeles grænseoverskridende for mig, fordi jeg siden mine allerførste skoleår, havde fået at vide, at sang nok var noget jeg helst skulle udøve på en øde strand og helst i stormvejr.

Nå! Men nu havde jeg jo sagt ja til rollen, og som ”den nye dreng i klassen”, virker det jo ikke så godt, hvis man stikker halen mellem benene, allerede den første øveaften. Men godt hjulpet af begge instruktører og ikke mindst opbakning fra mine nye venner, lykkedes det mig, at overvinde min gamle frygt for ikke at ramme tonerne rigtigt.

Jeg begyndte faktisk at glæde mig mere og mere til vore øveaftner.

”Vimmersvej” blev opført 4 gange for fulde huse, og ord som ”succes” og ”bedste forestilling i mange år”, lød fra publikum efter hver forestilling, så det var en dejlig følelse for os alle.

Jeg har på intet tidspunkt fortrudt, at jeg meldte mig ind i Gundsømagle Dilettant Forening og jeg er dybt taknemmelig og stolt over at blive valgt til ”Årets dilettant”.

Mange varme hilsner

Torben Madsen


Spilledage i 2020:
Fredag den 6. marts
Lørdag den 7. marts
Fredag den 13. marts - AFLYST
Søndag den 15. marts - AFLYST